Det skal være slut nu! Jeg savner at lave mad og derfor vil jeg også tilbage på bloggen. Ellers glemmer jeg alle de gode ting jeg får tryllet frem i køkkenet og det er så ærgerligt.
Der allerede flere ting i tænketanken. Vi skal holde barnedåb på søndag og der skal bages lækre macarones med saltkaramel. Det indebærer (desværre) også, at jeg har fundet ud af hvordan man laver utrolig nem saltkaramel ud af kondenseret mælk på dåse..
Vi har rokkevinge der ligger ude i fryseren og venter på at blive tilberedt. Har fået tips til hvordan den skal tilberedes og går nu og udtænker diverse tilbehør. Og så har Peter og jeg givet hinanden en madudfordring, der lyder på, at vi skiftes til at stå for madplanen en uge af gange.
Derudover ser vi masterchef Australia som er SÅ meget bedre og sjovere end det danske. Der bliver man virkelig inspireret til at lave mad.
Så, summa summarum - der skulle være rigeligt at skrive om!
Men i dag skal det være nemt. Peter skal på nattevagt og jeg er alene med Freja. Så var det jeg så, at et af vores nye yndlings take-away steder skulle bruge testere til en ny form for take-away. Lad mig skynde mig at sige, at dette indlæg IKKE er sponsoreret, men fuldstændig min uforbeholdne anbefaling.
Når man får små børn, er der ikke meget tid til madlavning de første mange uger og derfor bliver løsning ofte take away. I hvert fald i vores tilfælde. Men så er det virkelig heldigt, at der efterhånden findes andet end pizza og indisk. I Odense er der åbnet en lille biks i Store Gråbrødrestræde ved navn Soup Stone Cafe. Som navnet indikerer kan man få suppe, men også rigtig meget andet lækkert! For eksempel havde de, som en del af deres sommermenu den mest fantastiske fishcake, som jeg bestilte flere gange. Jeg elsker atmosfæren på stedet, man bliver altid mødt med et smil og vil man have suppe, bliver der altid serveret smagsprøver på alt hvad de har i gryderne den pågældende dag! Det er SÅ fedt, for så bliver man også udfordret lidt og får lyst til at prøve nyt. Det er lækkert og så er det billigt.
Tilbage til dagens testning. Det nye hos Soup Stone er en madpakke take-away, hvor man henter en box pakket med lækre grøntsager, nudler og bouillon. Faktisk en deluxe cup of noodles m. kylling.
Jeg har lige spist den her til aften og YUM hvor var det godt. Og ikke mindst nemt. Hæld kogende vand op til stregen, vent 3 min og voila. Så er der deluxe instant noodles m. friske grøntsager, juicy kylling og et marineret smilende æg som toppede det hele for mig. Ægget var bare pakket med smag og gav en god struktur, samt mæthed. Fonden er ikke for stærk, men der er alligevel lidt bid i den.
Jeg ville med glæde have sådan en box med på arbejde på sygehuset. Betydeligt mere spændende end hvad kantinen kan tilbyde og så er det hurtigt nok, til at man kan nå det i en travl vagt.
Nu sidder jeg i sofaen, Freja sover og jeg nyder en kop kaffe og en after eight eller tre.
Der skal lige laves en gang køleskabsgrød til i morgen tidlig, som skal toppes med ristede græskarkerner og den flydende saltkaramel jeg lige har lavet til macarones. Det lyder meget mere avanceret end det er. Der kommer billeder og fremgangsmåde en anden dag.
Lige nu glæder mig allerede til at skrive flere indlæg og finde på nye opskrifter!
Hav en dejligt tirsdag aften derude :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar