Søg i denne blog

søndag den 27. september 2015

Cremet græskar-chili suppe

Jeg er begyndt at værdsætte mine weekender mere og mere, efter at jeg er begyndt at arbejde fuldtids som lægevikar. Som studerende har man bare mere fritid til at planlægge sine fridage og læsning efter, hvad der passer med ens program for ugen. Og den frihed var jeg faktisk ved at blive noget træt af, fordi jeg ikke er særlig struktureret som person. Så det hele bliver altid lidt hovsa og "gud ja, det skal jeg også lige nå"..
Nu er jeg tvunget til at planlægge og prioritere mere, for ellers når jeg simpelhen ikke det jeg skal og vil. Så selvom det har været hårdt at blive kastet direkte i en 37 timers uge (som de fleste uger alligevel er betydeligt mere), er det også rigtig dejligt med nogle faste rutiner og tider. Plus at den evigt dårlige samvittighed over, at jeg også kunne læse lidt mere, eller forberede mig lidt bedre til timerne, lige får 6 måneders pause. Og det er virkelig tiltrængt!

Det bedste ved weekender, synes jeg er morgenerne. Morgener hvor der er al tid i verden til at snakke, hygge, spise morgenmad, høre Mads og monopolet eller hvad man nu lige har lyst til.
I går havde jeg 11 fantastiske piger til champagnebrunch. Vi har fast i to år faktisk, samlet os ca. hver 3 måned og lavet sammenskudsgilde. Og der er altid champagne på bordet!
Det er så hyggeligt og de fleste har sat hele dagen af, fordi vi tit ender med at sidde og snakke om alt mellem himmel og jord. I går sad vi 5 piger tilbage og ævlede til langt hen af eftermiddagen. Det giver virkelig energi til en ny uge og hver eneste gang priser jeg mig lykkelig for at have så fantastiske veninder omkring mig.
I går stod jeg helt simpelt for æg og bacon og kaffe. Sidst brunchen var hos mig havde jeg lavet disse dadelkugler, som lidt ekstra til den søde tand :)

Efterår er en hyggetid, der begynder at blive koldt og mørkt om aftenen, lys i vinduet og for mig er det også lig med suppetid. Da jeg var barn ville jeg kategorisk KUN spise kartoffel-porre suppe hvis vi skulle have supper, dette til gengæld med stor fornøjelse. Heldigvis er min horisont blevet udvidet gevaldigt siden da. I onsdags var det rigtig koldt og regnede uden for, og vi havde, blandt meget andet, fået butterut squash med årstiderne og det indbød jo (selvfølgelig?) direkte til græskarsuppe. Vi supplerede lidt op med et hokkaido og lidt gulerødder. Og det kom der en virkelig lækker suppe ud af, som egentlig mest er Peters værk, men jeg skar da også græskar og gulerødder ud... ;)
Nu er den jo lavet så der er masser af fløde i til vores LCHF, men det kan man selvfølgelig variere efter smag og behag.

Det skal du bruge (vi havde aftensmad til 2 personer i 3 dage):


  • 1 hokkaido græskar
  • 1 butternut squash
  • 3-4 mellem størrelse gulerødder
  • 2 store løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 chili
  • 2-3 spsk chiliflager
  • 3 kyllinge bouillon 
  • 1/4-1/2 piskefløde 38%
  • salt og peber efter smag
  • smør til stegning
  • Creme fraiche og ristede græskarkerner til servering
  1. Hak løg i store stykker og knus de hele fed hvidløg med en kniv. Skær chilien i skiver. Hak gulerødderne i 1 cm store stykker. Skræl græskarene og skær dem i store tern. 
  2. Svits løg og hvidløg i smør. Kom herefter gulerødderne ved. Til sidst tilsættes græskar og der hældes vand i til det dækker grøntsagerne. Tilsæt chiliflager.
  3. Lad det simre så længe som muligt på lav varme. Vi lod vores stå tre timer. 
  4. Blend hele molevitten med en stavblender, smag til med salt og peber. Tilsæt fløde indtil den har den ønskede smag og konsistens. Evt. spæd op med mere vand hvis det bliver for tykt. 
  5. Rist græskar kerner på en tør pande. 
  6. Hæld den brændvarme suppe i skåle, en solig klat creme fraiche i midten og drys med de ristede græskarkerner