Søg i denne blog

søndag den 2. oktober 2016

Babyelefant fondant kage m. hindbær- og skildpaddemousse

Jeg har sat mig for, at blive god til at lave fondant kager. Mest fordi jeg synes det er sjovt at modellere figurerne til toppen, men også fordi jeg synes det ville være lidt sejt, at kunne lave flotte prinsesse kager til Freja når hun har fødselsdag.
Egentlig var jeg meget kreativ da jeg var barn, lavede filt dukker, magneter, glasfade, trylledejsfigurer osv. Men så overtog sporten og volleyball da jeg blev omkring 12 år. Nu er det kommet lidt op i mig igen, måske fordi det er blevet så "in" at lave fondant kager i alle mulige afskygninger og de tit dukker op på Instagram. Derudover er den store bagedyst begyndt og jeg synes faktisk niveauet er noget lavere end det ellers har været tidligere. Det gør dog ikke lysten til at bage mindre, tværtimod bliver jeg sådan lidt - det kan jeg sgu gøre bedre.... Det må jo så komme an på en prøve!
Så jeg gik på www.bagetid.dk og shoppede lidt amok i diverse udstikkere, modelleringsredskaber, fondantudglatter, nye springforme, kagering og kageplast. Det kom alt sammen med posten i torsdags og så var det tid til første forsøg.
Det blev en babyelefant kage med hindbærmousse og skildpaddemousse, fordi vi havde en masse chokolade tilovers fra barnedåben - deriblandt skildpadder. Og hold nu fast hvor smagte den godt! Den var ulækker på den helt helt rigtige måde.
Jeg har lavet alt selv - fondant, lagkagebunde, mousser, topfigur.
Hvis man skal gøre det, skal det gøres ordentligt.
Der var lidt begynder fejl, men jeg er faktisk ret stolt over et ret vellykket og velsmagende første forsøg. Sådan så den færdige kage ud:






Det sværeste synes jeg klart var, at smøre kagen op med smørcreme inden den skulle overtrækkes med fondant. Her havde jeg lavet en lille begynder fejl og ikke "sikret" mousserne  i kanten med en ring af smørcreme yderst, og det gjorde altså at det var lidt svært at få smørcremen til at blive siddende på siderne, men det lykkedes med lidt biks og baks. Det har gjort, at den ikke stod helt så skarpt i kanten som jeg gerne ville have haft, men man lærer jo af sine fejl, så det skriver jeg mig lige bag øret til næste gang!
Da jeg lavede den lille elefant, havde jeg ikke lige tænkt over at bruge et helt hvidt viskestykke til hænderne, så der kom nogen små blå fnuller fra viskestykker i fondanten. Man ser det heldigvis ikke så godt fordi den er lyserød. Det huskede jeg da jeg rullede den hvide overtræksfondant ud og det blev heldigvis virkelig flot.

Opskriften på lagkagebunde er fundes på Annemette Voss' blog og de er virkelig lette at bage og bliver dejlige luftige.
Det er en tidskrævende process og skal startes i god tid, men hvis man synes det er sjovt er det jo ingen sag.
Har du mod på at give det er forsøg kommer step by step guide her her:

Elefant kage m. hindbær og skildpaddemousse

Denne kage er bagt til ca. 10 personer og der er brugt en 24cm. springform. 

Dag 1
"To do"
Fondant til topfigur + pynt
Topfigur modelleres og pynt udstikkes
Bunde bages
Masse til skildpaddemousse

Fondant: 
15 store skumfiduser fra Haribo
2 spsk citronsaft (man kan også bruge lime)
1 spsk olie
380g flormelis
  • Vej flormelis af i en skål så den er klar
  • Skumfiduser, citronsaft og olie smeltes over vandbad til det er helt flydende
  • Rør flormelis og skumfidusmasse sammen. Ælt til den har en tyggegummiagtig konsistens. Det er noget værre klister stads, men der skal IKKE mere flormelis i - den sætter sig i køleskabet. 
  • Kom massen i en frysepose og lad den hvilke ca. 30 min i køleskabet og så er den klar til brug. 
  • Hvis man skal farve fondanten bruges pastafarver - de kan fåes i f.eks. kop og kande eller panduro. Man kan ikke bruge frugtfarve. 

Topfigur:
Start med at lave topfiguren til kagen hvis du skal have sådan en. Den skal gerne stå og tørre ca. tre dage i køleskabet. Jeg har ikke kommet tylose pulver i, og jeg synes det fungerer helt fint med bare at lade den stå og tørre. Som "lim" har jeg brugt æggehvider med lidt flormelis i. Det samme bruges til at lime pynten fast på siden af kagen.
Jeg fandt forskellige videoer på youtube, og der er alverdens forskellige at vælge i mellem. 
For at få samme elefant som jeg lavede se her



Pynt:
Jeg valgte at pynte kagen med elefant former og små hjerter. Til farven på elefanten har jeg brugt en sort pastafarve og denne udstikker. 
Hjertene er farvet med den samme lyserøde pastafarve, en klump med lidt farve og en med meget farve for at få forskellige nuancer. Udstikkeren kan findes her.
Gem pynten i en bøtte i køleskabet.

Bundene kan bages et par dage i forvejen, kommes i en pose natten over eller fryses ned :) Se opskrift længere oppe. 

Skildpaddemousse: 
200g toms skildpadder (eller lignende)
4dl piskefløde

Denne mousse skal laves dagen forinden den skal bruges da den skal stå på køl natten over. 
  • Smelt skildpadder og fløde sammen over en vandbad. 
  • Stil på køl natten over. Man pisker den blot op når den skal bruges. 
Dag 2:
"To do"
Hindbærmousse laves
Skildpaddemousse piskes op
Kagen samles i kagering


Læg den første af bundene i kageringen foret med kageplast. 
Lav en halv portion smørcreme, opskriften er ligesom bundende fra Annemette Voss Blog og kan findes her.
Så "sikrer" du moussen med en ring af smørcreme langs kanten.
Pisk skildpadde moussen op til den er fast og kom den i formen. 
Læg lagkagebund nummer to over og stil på køl og lav endnu en smørcreme ring. 
Medens det sætter sig, laves hindbærmoussen.

Hindbærmousse:
200g hindbær, frosne eller friske
3 blade husblas
70g sukker
4 æggeblommer
2 1/2 dl piskefløde

  • Læg husblas i blød i koldt vand i 5-10 min
  • Kog hindbærene op til en puré. Når den koger tages den ad og køler et par minutter
  • Opløs husblassen i den lune purre
  • Pisk fløden til en let flødeskum
  • Pisk æg og blommer sammen til en råhvid æggesnaps.
  • Vend hindbærpurén i æggesnapsen, forsigtigt og lidt ad gangen
  • Vend til sidst det hele i flødeskummet
  • Så er moussen
Moussen er klar til brug og hældes direkte i formen, afslut med en lagkagebund.
Stilles på køl natten over. 

Dag 3: 
Kagen smørres op med smørcreme
Overtræksfondant laves
Kagen overtrækkes med fondant og pyntes

Start med at lave en portion fondant, ligesom beskrevet tidligere.
Medens det er på køl, skal kagen smøres op med smørcreme. 

Kagering inkl. kageplast fjernes og så skulle kagen gerne se således ud, bare ,ed hvid smørcreme på ydersiden i stedet for mousserne - det var den sikring jeg glemte:




  • Lav samme opskrift på smørcreme som tidligere angivet, men lav denne gang helt portion. Start fra toppen af kagen og bevæg dig ned over siderne til kagen er helt dækket af smørcreme. Det er vigtigt at få kagen smurt op, da fondanten reagerer med væsker og dermed kan flyde ud hvis ikke det er gjort. Ligeså vigtigt er det at få en flot overflade på smørcremen - jo glattere den er jo glattere er det færdige resultat, så det kan godt betale sig at bruge lidt ekstra tid på. 
  • Stil kagen på køl
Nu skal kagen overtrækkes.
  • Tag kagen ud af køleskabet
  • Sørg for at bordet er fuldstændig rent, vask dine hænder og tør dem i helt hvidt viske stykke. Alt kan ses på det hvidefondant. 
  • Drys lidt maizena ud på bordet, det gør det lettere at rulle fondanten ud. 
  • Tag nu din fondant ud af køleskabet og ælt den til den er smidig
  • Rul fondanten ud med en kagerulle, og sørg for hele tiden at flytte lidt rundt på den så det ikke sætter sig fast i bordet. Vend den ikke om når du først er begyndt at rulle. Hvor tyndt man ønsker er en smagssag. Jeg kan bedst lide at den er tyndt rullet ud, fordi det er en ren sukkerbombe og fuldstændig kan overtage smagene i selve kagen hvis den er for tykt rullet ud. 
  • Sørg for at have rigeligt overskydende, så den ikke kun lige kan nå til kanten af kagen. Det er bedre at skære af til sidst. 
  • Når fondanten har den tykkelse du ønsker, samles den op på armene og lægges nænsomt hen over kagen. Har du en fondant udglatter bruges den til først at glatte ud på toppen. Herefter trykkes fondanten ind på siderne. Se evt. video her


Når kagen er overtrukket er den klar til pyntning. Her er det kun fantasien der sætter grænser :) 

Tag kagen ud ca. en time inden den skal spises, så smager den af mest. 
OBS! Efter få min ude af køleskabet begynder fondanten at "svede" - det må den gerne og man skal ikke begynde at køre ved den - så ødelægger man alt det hårde arbejde der ligger bag :) 


Det er utrolig at man kan være helt stolt af en kage, men det er jeg altså. Og jeg har helt klart mod på at perfektionere og udfordre mig selv i håndværket, for denne her var bestemt ikke perfekt. Men fin var den og den smagte virkelig virkelig godt.
Rigtig god fornøjelse! :)