Søg i denne blog

tirsdag den 22. september 2015

Sesam laks med japanske løgspirer

Nu er det efterhånden ved at være efterår, det bliver koldt, gråt, mørkt og regnfuldt igen. Det er bare ikke lige mig.  Føler nærmest ikke jeg har nået at mærke sommeren i år. De fire uger jeg havde fri, var ikke særlig sommerlige. Desværre. Men det er jo den danske sommer i en nøddeskal.
Heldigvis skal vi på ferie til Thailand her til vinter, hvilket jeg glæder mig ubeskriveligt meget til. Det bliver 2 gang jeg er der og jeg glæder mig til at komme tilbage. Jeg synes Bangkok er en vildt fed by. Jeg er glad for vi har næsten to dage der, til at indsnuse alle indtrykkende fra gadekøkkener, de vidt forskellige bydele, de smukke templer og store indkøbscentre.
Så flyver vi videre til det rolige, smukke Koh Samui, som er en lille paradis ø på østsiden af Thailand. Der er kridhvide sandstrande, restauranter direkte på stranden og krystal klart vand - så bliver det lidt lettere at holde de kolde måneder ud.

Og de mere østlige strejf bærer meget af vores mad lige pt. også præg af. Og det er jo slet ikke noget dårligt! Jeg ELSKER asiatisk mad - i alle afskygninger.
Vi er så heldige at vi to gange indenfor de sidste to måneder har været på Goma. Goma er et japansk fusionskøkken der ligger ca. 50 meter fra hvor vi bor. Og de laver sublim mad. Intet mindre.
Det er bestemt ikke studentervenlige priser de kører med, men det er det hele værd. Lækker lækker mad, venlig og afslappet betjening, fantastiske og anderledes drinks og rare omgivelser. Det var lyspunktet på en lang arbejdsweekend for mig, da Peter inviterede mig derned lørdag aften for 3 uger siden. Som I måske kan fornemme, kan jeg varmt anbefale det!
Måske er det også der inspirationen til madlavningen er kommet fra den sidste måned. Vi spiser jo stadig LCHF herhjemme. Ikke fanatisk og strikst, men som udgangspunkt er det det vi gør.
For eksempel fik vi i lørdags vietnamesiske forårsruller som altid smager fantastisk og man kan komme i dem lige hvad man har lyst. Det er også en dejlig let, hvis man får gæster, plus at det er lidt hyggeligt at sidde og lave forårsrullerne ved bordet. Vi spiser altid peanutbuttersovs til forårsrullerne - det er efterhånden et must. Der kommer et indlæg med opskrift på min peanutbuttersovs senere i denne uge :)

På køkken/madfronten, udover at lave østligt inspireret mad, er vi begyndt at få årstidskasser, hvilket jeg synes er fantastisk. Jeg fik det da jeg boede i Aalborg, stod der hver uge en hel kasse af friske, økologiske overraskelser uden for døren. Det gør der nu igen og jeg nyder, at vi faktisk kun behøver at handle kød, nødder, youghurt, æg og den slags. Vi får en LCHF kasse hver anden uge og en kuk-kasse hver anden uge. Så det skifter lidt med hvilken slags grøntsager der kommer.

Denne ret lavede jeg den anden dag, og det smagte bare så godt, at jeg synes I skal have del i det også. Jeg har ikke opfundet den dybe tallerken, men det behøver man heller ikke for at lave god mad. Gode råvarer gør 90%! Hvis ikke mere :)

Her kommer opskriften på sesam laks med japanske løgspirer, dertil spinat salat med avocado og squashpasta vendt i artiskokpesto.

Til 2 personer skal du bruge


  • 2 lakse filleter
  • Sesamfrø til at panere laksen i - jeg brugte sorte sesamfrø
  • Olivenolie til stegning og til salat
  • Japanske løgspirer (findes i føtex)
  • 1/2 pose spinat
  • 1 stor avocado
  • 1 syrligt æble
  • ristede nødder efter eget valg - jeg brugte røgede mandler og barebeque cashew nødder ude fra basaren i Odense
  • 1 1/2 squash
  • Artiskokpesto eller andet pesto efter eget valg
- Kør squashen gennem en spiralizer hvis du er så heldig at have sådan en - det er faktisk en ret vidunderlig maskine at have i sit køkken. Ellers kan du bruge en kartoffelskræller til at lave tynde strimler med. Sæt vand over med en lille smule salt tilsat. 

- Skyld spinat grundigt og skær avocadoen i term og æblet i tynde både. Anret det i en skål, dryp en anelse olivenolie over og drys nødderne over. 

- Vend de 2 laksefilleter i sesamfrøene og drys med lidt salt og peber. Steg dem i olivenolie først på skindsiden i ca. 3 min og derefter ca. 2 min på hver side. Tiden er afhængig af hvordan du bedst kan lide din laks. Lad den hvile et par minutter inden servering. 

- Kog til slut sqaush pastaen i 2 min og vend den i pesto. 

Og så er der smuk, grøn aftensmad :) God tirsdag derude! 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar