Søg i denne blog

tirsdag den 28. oktober 2014

Avocado fantasicó

Jeg ELSKER mildest talt avocado. På rugbrød, på knækbrød, i salater, til forret, naturel og i ja, smoothies. Det lyder måske for nogen spøjst, for smoothies har lidt en tendens til at hedde jordbær/banan eller hyldeblomst/jordbær/æble smoothie på caferne. Men smoothies kan meget mere end det og man kan simpelthen proppe dem med vitaminer, der lige skyder en i gang på en kold efterårsmorgen. Jeg tror jeg før har nævnt, at jeg altså er et rungende B-menneske og derfor er hurtig, sund, mættende morgenmad meget velkommen! Jeg har en masse opskrifter på lager til jer, blandt andet en morgengrød, koldthævede grovboller der står klar i køleskabet (og kan holde sig 4 dage) og spinatpandekager med muskat. Nu tilbage til avocadoen, den har nemlig også mange gode egenskaber.
Avocadoen er en frugt, der oprindeligt stammer fra mellemamerika. Den er meget rig på vitaminer som B, E og K vitamin og de gode umættede fedtsyrer. Her kommer lidt om de forskellige vitaminer og hvorfor de er vigtige for os at indtage.
B vitamin er rigtig vigtigt for dannelse af nye røde bloglegemer. B vitamin er en vigtig komponent under celledelingen, og de røde blodlegemer deler sig meget ofte. Mangel på B vitamin vil derfor kunne føre til blodmangel. Gravide kvinder bør også sørge for at få rigeligt med B vitamin, da der sker celledelinger i massevis under graviditeten og det er vigtigt for barnets udvikling. B vitamin har en flere andre positive virkninger, bla. på nervesystemet.
E vitamin er en såkaldt antioxidant. Den er med til at holde cellemembranerne i vores celler intakte og ved skade, hjælper den med reparationen. Dette menes også at have en kræftforebyggende effekt.
K vitamin er vigtig for at vores blod kan størkne hvis vi f.eks. falder og slår hul på huden.
De umættede fedtsyrer er med til at sænke blodets total kolesterol tal og LDL-kolesterolet som er det "dårlige" kolesterol og det man snakker om, når man snakker om at forhøjet kolesterol kan være farligt for dannele af blodproppet.
Sagt med andre ord - der er RIGTIG mange gode grunde til at spise avocado :) Og det er jo dejligt for os der elsker den lille grønne frugt.
Jeg sidder her tirsdag middag og prøver at rydde lidt op i mit liv. I ved, så betalt regninger, ryddet op i mapper, svaret på doodles til julefrokoster osv. Derudover er jeg ligeså stille ved at begynde på at forberede mit forskningsår på ortopædkirurgisk, som jeg håber at kunne starte med efter sommerferien.
Nå, men man skal jo have noget frokost ind i mellem. I dag blev det hjemmebagt rugbrød med ost, blødkogt æg og en avocado/æble smoothie. Det er den jeg synes i skal have opskriften på og som var årsag til en overspringshandling i form af et blogindlæg. Det er nu ikke fordi der skal meget mere til end avocado og æble, men det behøver jo altså heller ikke at være raketvidenskab bare fordi det skal på bloggen, så længe det smager godt!

Avocado/æble smoothie


  • 1 avocado
  • 1 1/2 dl æblejuice, eller friskpresset hvis man er så heldig at have en juicer
  • 1 spsk ahorn sirup
  • 2 spsk citronsaft
Kom det hele i blenderen og blend. Voilá :) 
Nu vil jeg gufle videre på de sidste dadlkugler, drikke en kop kaffe og læse artikler om korsbåndsskader. God tirsdag derude! :) 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar