Søg i denne blog

søndag den 8. marts 2015

Kål. Kål kål kål er godt

Og det er det faktisk. Det mætter, det batter og det er godt for maven at arbejde med! 
Derudover kan det være ret dekorativt og smage super skønt. Alt madlavning har stået lidt stille herhjemme, da alt energien er gået op i flytning og jeg har været min madlavning utro med boligindretning. Vi er efterhånden ved at være på plads (næsten i hvert fald) og det betyder at der er kommet gang i køkkenet igen! Hurra! 

I fredags fik vi friske vietnamesiske forårsruller - og MUMS, hvor det smager himmelsk! Jeg havde lavet spidskål, gulerødder, mango, avocado, bønnespirer, forårsløg og glasnudler klar til fyld og købt kinarejer (I ved dem der er paneret så de bliver sprøde), og lavet kylling i hoisin sauce og sesam til at komme i. Dertil en peanutbutter sovs og sweet chili til dip. Yum yum yum! Det skal vi vist have igen snart! Der er desværre ingen billeder eller opskrift på peanutbutter sovs, da vi havde lidt travlt, fordi vi skulle i teateret og se "Elefantmanden". Det kan i øvrigt VARMT anbefales inden den har sidste spilleaften i næste weekend, hvis man lige har en friaften. Er man studerende kan man melde sig ind i klub-U og få billetter til en flad 50'er! Det er da lige til en budgetvenlig date night :) 

Nå tilbage til maden. 
Der er både blevet bagt rugbrød og en sund gulerodskage, lavet på gulerodssmulderet fra min juicepresser, med et meget vellykket resultat! Der kommer en opskrift op snarest :) 
Her et lille billede af min frokost i dag. Nybagte madmuffins, med blandet kålsalat og et glas mælk! Fandt det her røde spidskål i fakta den anden dag og det er altså skide godt i den her lidt sprælske
kålsalat, med sød balsamico dressing. Opskriften kommer her:

Det skal du bruge til en god solid portion (der sagtens kan holde sig i køleskabet 2-3 dage)

Salat:

  • 1/2  alm. spidskål
  • 1/2 rødt spidskål (Hvis ikke det lige er i grøntafdelingen, tænker jeg at rødkål også fungerer)
  • 4-5 gulerødder
  • 1 god håndfuld tranebær
  • 2 spsk blå birkes
  • evt. tørstegte solsikkekerner
Til dressing: 
  • 3 spsk rapsolie
  • 2 spsk balsamico
  • 1 tsk honning
  • salt 

Skær kålhovederne i halve og hak dem i fine tynde strimler. Skræl gulerødderne og brug skrælleren til at skrælle lange tynde gulerodsstrimler af. Bland hele molevitten sammen med tranebær og birkes. 
Bland alle ingredienserne til dressingen sammen og smag til med lidt salt. Server med dressingen ved siden af, så holder salaten sig bedre sprød og frisk :) 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar